Karlemoseparken: En bananrepublik forklædt som et boligområde

Af: Franz Malmholt

Kære naboer,

Velkommen til Karlemoseparken – hvor demokratiet officielt er sendt på pension, og vi beboere er degraderet til ingenting mere end stemmekvæg. Vores formand har tydeligvis taget inspiration fra tropiske diktaturer og perfektioneret kunsten at ignorere alle, der ikke bærer titlen “formand”. Velkommen til vores helt egen mini-bananrepublik!

Kommunikation? Hvad er det?

I en verden, hvor man skulle tro, at basale svar på skriftlige henvendelser var en selvfølge, har vores formand valgt en anden tilgang: total radiotavshed. Efter adskillige skriftlige forespørgsler – hvor både vi beboere og bestyrelsen nærmest har tigget om en reaktion – er svaret stadig rungende: ingenting. Absolut stilhed. Måske er det en ny ledelsesstrategi: Hvis man ignorerer problemerne længe nok, forsvinder de af sig selv.

Boligselskabet: Formandens tro væbnere – med lidt ekstra løgn på toppen

Men frygt ej! Jeg henvendte mig selvfølgelig til boligselskabet, mit sidste håb om lidt ansvarlighed. Og hvad gjorde de? De støttede naturligvis op om formandens “ingen-kommunikation-er-god-kommunikation”-politik. Deres løsning? At fortælle formanden, at der ikke skal være yderligere kommunikation. Og som prikken over i’et forklarede boligselskabets repræsentant, at de havde været i kontakt med afdelingsbestyrelsen for at løse problemet. En sød lille detalje – bortset fra at det er en ren og skær løgn.

Det kræver alligevel en vis kreativitet at opfordre til total tavshed samtidig med, at man opfinder falske samtaler med bestyrelsen. Måske skulle boligselskabets repræsentant overveje en karriere inden for fiktion?

Beboere: Gode nok til stemmer – men ikke til svar

Er vi gode nok til at deltage i demokratiet? Åh ja, når der skal stemmes om, hvem der skal være formand, er vi pludselig vigtige. Vores stemmer er uvurderlige, og vi bliver næsten behandlet som mennesker. Men så snart stemmerne er talt, og magten er sikret, er vi intet andet end støj i baggrunden. Det er imponerende, hvordan vi på én gang kan være både boligsamfundets fundament og dets mest ignorerede element.

Formanden: Et studie i diktatorisk arrogance

Lad os tage et øjeblik til at beundre vores formands stil. Det kræver alligevel en vis selvtillid at drive en boligforening som sit helt eget kongedømme. Mig vide alt. Mig bestemme. Dig holde kæft. Det er klart, at formanden ser sig selv som Karlemoseparkens ufejlbarlige diktator. Problemer? Udfordringer? Nej, alt er perfekt – så længe vi ikke åbner munden.

Karlemoseparken: Den tropiske mini-republik

Hvis Karlemoseparken var et land, ville vi være på listen over bananrepublikker. Et sted, hvor magten samles hos én person, som til gengæld ignorerer enhver form for ansvar. Hvor demokratiet kun eksisterer på papiret, og vi beboere er reduceret til en irriterende baggrundslyd. Det eneste, vi mangler, er en officiel nationalfrugt. Må jeg foreslå bananen?

Hvad gør vi nu?

Kære naboer, vi kan ikke længere acceptere at blive behandlet som en flok ubetydelige statister i dette bizarre teater. Det er på tide, at vi kræver den respekt og ansvarlighed, vi fortjener. Formanden og bestyrelsen er til for os – ikke omvendt. Og næste gang der skal stemmes, så lad os huske, hvem der virkelig arbejder for fællesskabet, og hvem der bare spiller diktator i sin egen lille bananrepublik.

Redaktionen: