Af: Franz Malmholt
Det var en kold og klar morgen, men vinden fra havet bar en duft af salt og eventyr. Solens første stråler ramte kapellet i Køge og farvede dets mure gyldne, som om naturen selv ønskede at ære Kalle, den gamle sømand, der nu skulle tage sin sidste rejse. Venner og bekendte havde samlet sig i kapellet, hvor lyden af bølger i det fjerne blandede sig med den sagte brusen fra vinden. Hver eneste person bar på deres egne minder om Kalle, og et fælles bånd af kærlighed og respekt bandt dem sammen i dette øjeblik.
Kalles kiste stod midt i rummet, prydet af en enkel buket blomster – en ydmyg, men smuk gestus, der symboliserede hans livs rejse. Han lå i kisten klædt i sin søkaptejns uniform, som han havde båret med stolthed gennem årene på havet. Stearinlyset, der brændte ovenpå kisten, sendte et varmt, dansende skær op mod loftet, som om det forsøgte at efterligne fyrtårnets lys, der guider sømænd i mørket. Kisten var udsmykket med detaljer, der mindede om et skibs agterstavn, og det virkede, som om Kalle stadig var en del af havets uendelige bevægelse. Rundt om kisten stod små maritime genstande, som han havde samlet gennem sit liv – en gammel kompasrose, et knivskarpt messinganker og et reb, der engang havde været en del af hans elskede båd.
Basse, en kvindelig bekendt, der havde kendt Kalle i mange år, sad på forreste række. Hendes øjne fangede stearinlysets blide flammen, og hun trak vejret dybt, som for at samle styrke. Med hjælp rejste hun sig og gik langsomt mod kisten. Hendes skridt gav ekko i det stille rum, og alle øjne fulgte hende. Da hun nåede frem, lod hun sine fingre glide over det glatte træ, mens hendes blik blev fyldt med både sorg og varme minder. Til sidst bøjede hun sig ind over kisten og kyssede den blidt. Ingen sagde et ord; det eneste, der kunne høres, var vindens susen og en fjern måges skrig.
Hver person, der var til stede, havde sin egen historie om Kalle. Vi vil savne ham siddende på bænken udenfor opgangen, hvor han boede. Der, hvor han altid sad med et venligt smil og en hilsen til dem, der gik forbi. For nogle var han vennen, der altid var klar med en hjælpende hånd. For andre var han den, der havde delt uendelige aftener med historier og latter omkring et bord i den lokale havnekro. For børnene, der legede på kajen, havde han været den gamle sømand, der altid havde tid til at vise dem, hvordan man bandt knob eller fortalte om skatte gemt under bølgerne. Og for Basse var han meget mere end en ven – han var hendes fortrolige, hendes klippe, når livet blev stormfuldt.
Forsamlingen, tavs og alvorlig, mindedes Kalle som en mand med hænder stærke som tovværk og et hjerte blødt som den roligste bølge. Hans historier om verdenshavene, stormene og de stille nætter under stjernerne havde altid fyldt dem med beundring og en følelse af eventyr. Han var en mand, der havde levet for horisonten og drømt i takt med bølgerne.
Da ceremonien var slut, forlod vi kapellet i stilhed. Ingen hastede ud; det føltes forkert at bryde den ro, der fyldte rummet. Hans kiste stod tilbage i det stille rum, med stearinlyset brændende roligt ovenpå – som en sidste, varm hilsen til Kalle. Lyset fra havet skinnede ind gennem vinduerne og fik rummet til at føles som et skib, klar til at sejle. For mange af os var det ikke bare en afsked – det var en påmindelse om, hvordan livet kunne leves med mod, eventyrlyst og en kærlighed til det ukendte.
Udenfor var havet stille, som om det selv sørgede over tabet af en af sine egne. En let brise kærtegnede vores ansigter, mens vi så mod horisonten og tænkte på Kalle. Basse blev stående et øjeblik længere end de andre. Hendes blik var rettet mod havet, hvor Kalle nu hørte til for evigt. Med en klump i halsen og et hjerte fuldt af minder hviskede hun: ”Farvel, gamle ven. Må bølgerne bære dig, hvor drømmene bor.”
