Af: Franz Malmholt
Det er ikke altid, vi opdager, hvornår vi står over for et vendepunkt. Nogle gange sniger forandringerne sig ind, stille og næsten umærkeligt, indtil vi en dag ser os omkring og knap nok genkender det, vi engang holdt af. I Karlemoseparken, et sted fuld af liv, drømme og mangfoldighed, er stilheden blevet for høj. Stilheden fra dem, der burde tale, fra dem, der burde lytte. Stilheden, der burde give plads til åbenhed og dialog. Og i denne stilhed rejser sig et spørgsmål, der ikke kan ignoreres: Hvad gør vi nu? Hvordan kæmper vi for det, der er vores fælles ret, vores fælles håb?
Er jeg en gammel sur mand? Nej. Er jeg gal? Nej. Hvad er jeg så? Jeg er overrasket. Ja, overrasket på en måde, jeg aldrig havde troet mulig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at noget kunne overgå den forrige bestyrelse – eller rettere sagt, den forrige formand – når det kom til lukkethed og egenrådighed. Men her står jeg, og det umulige er blevet virkelighed.
Det er som om, bestyrelsen blot nikker i takt med formandens vilje. Ingen bremseklods, ingen modstand. Den agerer ikke som det demokratiske organ, den burde være, men snarere som en tavs bifaldskor. Hvor er det spor, vi burde følge? Det spor, der symboliserer de dyder, vi i Danmark er så stolte af: sammenhold, åbenhed og demokrati.
Men nej. I stedet ledes vi ind på et spor, der minder om noget, man ser i lande, hvor demokrati er en fremmed gæst. Og ironisk nok er det mennesker med baggrund i netop de lande, der nu har magt i vores egen Karlemosepark. De, hvis historier burde have lært dem vigtigheden af åbenhed og demokrati, vælger i stedet at vende sig mod det. Hvorfor? Det er en skuffelse, der går dybt.
Jeg ser det omkring mig. En park fyldt med mennesker fra hele verden, hver med deres egne historier, deres egne kampe. Vi er et fællesskab, og alligevel virker det, som om vi langsomt glider fra hinanden. Vores stemmer drukner i en stilhed, der ikke er naturlig, men påtvunget. Og denne stilhed er farlig. Den æder vores evne til at stå sammen, vores evne til at skabe forandring.
Alle – uanset hvor de kommer fra – fortjener retten til at blive hørt. Men den ret er truet her. Stilheden breder sig, resignation overtager. Og det er netop denne resignation, der må bekæmpes. Ikke bare for vores skyld, men for dem, der kommer efter os. Vores børn. Skal de vokse op i et samfund, hvor tavshed og passivitet er normen? Eller skal de lære, at deres stemme betyder noget, at deres ord kan gøre en forskel?
Jeg vil ikke være en del af et samfund, hvor stemmer bliver kvalt. Jeg vil ikke sidde stille, mens beslutninger træffes bag lukkede døre, og mens magten koncentreres hos få. Nej, jeg vil stå op. For retten til at blive hørt. For retten til at få en plads ved bordet. Det er en kamp, der er værd at kæmpe. Ikke bare for mig, men for os alle.
Karlemoseparken er vores hjem. Det er her, vi lever, elsker og drømmer. Det er her, vi bygger fremtiden. Men fremtiden kan ikke bygges på stilhed. Den kræver mod, styrke og fællesskab. Og det kræver, at vi står sammen og insisterer på forandring. Forandring, der sikrer, at ingen stemmer går tabt, og at intet fællesskab bliver overset.
Jeg vælger at tro på, at vi kan vende udviklingen. At vi kan bryde stilheden. Jeg vælger at tro på, at vi kan skabe en fremtid, der er lysere, stærkere og mere retfærdig. Det kræver mod, ja, men også vedholdenhed. Og jeg er klar til at kæmpe for det.
Men én ting står klart: Formanden har jo stået i lære hos den gamle. Hvem siger, at hunde ikke kan lære nye tricks? Gamle mønstre gentager sig, og det er her, vi må bryde dem. Vi må tage de erfaringer, vi har, og bruge dem som fundament for en ny og bedre retning.
Så nej, jeg er ikke en gammel sur mand. Jeg er ikke gal. Jeg er en mand med en tro, med en overbevisning. En tro på, at sammen kan vi gøre en forskel. For Karlemoseparken. For os alle.
På årets sidste dag har jeg endnu ikke fået den information fra formanden, som jeg efterlyser. Men lad os håbe, at 2025 kan ændre på det. Jeg vil i hvert fald gøre mit til det, selvom jeg kommer til at træde på nogle ømme tær! Godt Nytår til jer alle! :-)
Redaktionen: 29 32 33 55
Copyright 2025 © Alle rettigheder forbeholdes