Demokratiets Tragikomiske Teater i Karlemoseparken

Af: Franz Malmholt

Det var en strålende dag i Karlemoseparken. Solen skinnede, fuglene kvidrede, og demokratiet blev smidt ned fra træet og sparket rundt som en fodbold. For da stemmerne blev talt op, stod det klart, at formanden – som med sit permanente smil kunne forveksles med en voksfigur fra en billig udstilling – havde sikret sig flertallets opbakning. Men flertallet, tja, det kom ikke af interesse for demokratiet som sådan. Det var snarere en parade af udenlandsk nationalisme, der bragte stemmerne ind. En slags kollektiv hyldest til ideen om, at ”hvis bare vi holder sammen på os selv, så skal det hele nok gå”. Men hvor blev de af, da stemmerne var talt? Jo, de forsvandt som dug for solen, lige så hurtigt som deres nationalistiske entusiasme var dukket op.

Det er som om, der er sket en revolution. Ikke en, der fører til frihed og forandring, men en, der har kastet os direkte tilbage i tiden. Formanden står ikke som personen i sig selv i skudlinjen – nej, det er den hat, hun har taget på, der er problemet. Den autoritære, selvforherligende hat, som hun bærer med stolthed, som om det er en krone. Hatten, der signalerer: ”Jeg bestemmer, og I lytter.”

”Jeg er her for at skabe forandring!” proklamerede hun med en selvtilfredshed, der kunne fylde hele salen. Og forandring fik vi. Ikke den slags, der bringer lys og fremskridt, men den slags, der får dig til at ønske, du havde stemt blankt. For straks efter valget gik formanden i gang med sit enkvindeshow. Bestyrelsen? Reduceret til statister. Beboerne? En irriterende baggrundsstøj. Beslutningerne? Dem traf hun helt selv, mens hun sikkert nynnede sin egen temasang.

”Vi skal have en demokratisk proces,” sagde hun. Men demokratiet i hendes verden er som et støvet dekorationstræ: noget, der står i hjørnet til pynt, men aldrig bruges. Og hvis du vover at stille spørgsmålstegn ved hendes metoder, bliver du hurtigt mødt med et smil, der mere minder om en advarsel end en venlig gestus.

Vi, de langvarige beboere, kan kun stå og måbe. Vi har set det hele før, men aldrig så grelt som nu. Demokratiet er blevet en joke, og punchlinen er formandens ledelsesstil. Er jeg racist, fordi jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvad der foregår? Nej, men hvis jeg var det, ville det måske være lettere at ignorere det hele. Er jeg en sur, gammel mand, der kun kan brokke sig? Nej, jeg er bare en beboer, der ser sit hjem blive til en scene for en tragikomisk farce.

Og hvad med fællesskabet? Hvad med de fine ord om samarbejde og dialog? Det blev pakket ned sammen med de tomme stemmebokse. Nu står vi tilbage med en formand, der mener, hun er hele ensemblet. En solist i et kor, der ikke eksisterer. Og vi er publikum, der ikke har andet valg end at klappe – eller gå.

Dette er ikke bare en opfordring – det er et opråb. Karlemoseparken fortjener bedre. Vi fortjener bedre. Lad os rive glansbilledet ned og finde tilbage til det, der engang gjorde dette sted levende. Demokratiet må vækkes, før vi alle ender som tavse vidner til dets langsomme død. For uden det, er Karlemoseparken intet andet end en kulisse for en formands selvpromoverende forestilling, nu smurt ind i et lag udenlandsk nationalisme, der lugter mere af selvhævdelse end af ægte engagement. Og det, mine venner, er simpelthen ikke godt nok.