Et Liv i Karlemoseparken

Af: Franz Malmholt

Jeg har snart boet i Karlemoseparken i 35 år. Når jeg ser tilbage på mit liv her, fyldes jeg med en dyb taknemmelighed. Disse år har været de bedste i mit liv. Som ethvert andet menneske har jeg haft mine op- og nedture, men følelsen af tilhørsforhold og varme, som denne park har givet mig, har gjort det hele lettere at bære.

Hver dag bringer små glæder. Som når jeg træffer den store hvide hund i trappeopgangen. Den logrer altid ivrigt, og jeg kan ikke lade være med at smile. Ejeren og jeg falder ofte i snak – om vind og vejr, om livet, om stort og småt. Det er disse små møder, der minder mig om, hvor meget vi alle er forbundet.

Mine børn voksede op her. De løb frit rundt og legede på græsset mellem blokkene. Jeg husker deres latter og glæde, når de kom hjem med svedige pander og beskidte knæ. Det var en tryg tid. Vi havde alle følelsen af, at naboerne holdt øje med hinandens børn. Her var en form for usagt enighed om, at vi passede på hinanden.

Naboerne har altid været fantastiske. Vi hilser altid og giver en hjælpende hånd, når der er brug for det. Nu, hvor jeg sidder i en kørestol, har det betydet endnu mere for mig. Der er aldrig mangel på varme smil og tilbud om hjælp. Når jeg kommer hjem med varer fra supermarkedet, er der altid nogen, der siger: ”Jeg tager lige dine poser op for dig.” Det varmer mit hjerte hver eneste gang. Det er i de øjeblikke, jeg bliver mindet om, hvor værdifuldt et godt naboskab er.

Karlemoseparken har ikke kun været mit hjem; det har været mit tilflugtssted og min trygge havn. Her er livets små øjeblikke blevet store. Som de lyse sommeraftener, hvor vi sad på bænkene og snakkede, mens børnene fangede ildfluer. Eller de kolde vintermorgener, hvor sneen lå tungt, og hele parken blev et eventyrlandskab. Her var kærlighed og samhørighed, der kunne mærkes i luften – en varme, der kunne løfte selv de tungeste hjerter.

Selvfølgelig har der været udfordringer. Livet har ikke altid været let. Men hver gang, jeg er stødt på modgang, har Karlemoseparken og dets mennesker hjulpet mig med at finde styrken til at komme videre. Det er som om, denne park har sin egen sjæl – en sjæl, der favner og trøster, når livet gør ondt.

Desværre har de sidste 3-4 år ændret Karlemoseparken. Åbenheden er forsvundet. Man føler, at dem der bestemmer, ikke tænker på os. Det er som om, at vi bare skal udnyttes. Vi skal snart genhuses, da der skal være en omfattende renovering. Eksperterne har arbejdet på det i flere år. Hvem mon betaler det, tænker jeg, for de arbejder vel ikke gratis. Vores husleje stiger, og de sidder tilbagelænet med et stort smil på læberne. Jeg føler, at vi er til grin for vores egne penge.

Men værst af alt er følelsen af at blive svigtet af dem, der skulle være vores stemme og vores støtte. Den eksisterende Afdelingsbestyrelse burde træde tilbage. Deres handlinger, eller mangel på samme, er som skygger, der langsomt kvæler os. Det føles som at leve i det gamle Østtyskland, hvor ord som ”information” og ”gennemsigtighed” var fjerne drømme. De skubber os ind i mørket, et sted hvor håbet føles som en fjern erindring. Jeg kan mærke smerten i brystet, hver gang jeg tænker på, hvordan de har svigtet os. Hvordan kan de lade os sidde tilbage med denne følelse af hjælpeløshed? Hvordan kan de overse vores bønner og behov? Det knuser mit hjerte at se det fællesskab, jeg har elsket i så mange år, smuldre for øjnene af mig. Men selv i mørket nægter jeg at give op. Jeg holder fast i minderne om de gode tider og troen på, at vi kan genfinde den varme og åbenhed, der engang fyldte vores hjem.

Jeg er 80 år, og hvis jeg er ærlig, så har jeg svært ved at overskue det hele, da den information, vi får, er næsten ikke-eksisterende. De burde skamme sig. Men jeg er fast besluttet på, at jeg vil kæmpe for, at vi alle kan komme tilbage til det, som det var før – et sted, hvor alle var sammen, og åbenheden var en naturlig ting.

Nu, hvor jeg ser tilbage, ved jeg, at jeg aldrig kunne have valgt et bedre sted at leve mit liv. Karlemoseparken er mere end bare en adresse; det er et hjem i hjertet. Jeg kan kun håbe, at alle, der bor her, og alle, der kommer hertil i fremtiden, vil opleve den samme varme og kærlighed, som jeg har været så heldig at få del i. For det er denne kærlighed, der holder mig oppe, selv på de sværeste dage.

Jeg er taknemmelig for hvert et øjeblik, jeg har haft her. Og selvom jeg nu sidder i min kørestol og ser verden lidt fra sidelinjen, så vil Karlemoseparken altid være mit sted. Et sted fyldt med minder, kærlighed og livet selv.