”Nytårsbal i Træets Top” Når Optimismen Kolliderer med Tyngdekraften

Af: Franz Malmholt

Det var den tid på året igen – nytåret stod for døren, og forventningens glæde blandede sig med en snert af frygt. For hvad ville det nye år bringe? Ville det blive fornuftens år, hvor alle endelig fandt fodfæste og tog kloge beslutninger? Eller skulle vi allerede nu begynde at ringe 112 og bede dem sende en stigevogn? For det kunne godt se ud, som om formanden endnu engang havde fundet vejen op i træets top.

Ingen vidste helt, hvordan hun var kommet derop. Nogle mente, det var en gammel tradition, en slags nytårsritual, hvor hun symbolsk ville ”overskue” situationen fra oven. Andre var sikre på, at det hele skyldtes den der hjemmebryggede punch fra julefrokosten, som altid havde en lidt for mystisk farve og en uheldig tendens til at sende folk i retninger, de ellers aldrig ville gå.

Formanden selv insisterede på, at det var en velovervejet beslutning. ”Man må turde gå nye veje – eller klatre nye grene, som jeg plejer at sige,” lød hendes erklæring, mens hun forsøgte at holde balancen på en lidt for tynd gren. Grenen knirkede på en måde, der fik forsamlingen nedenunder til at se på hinanden med et blik, der sagde: ”Vi bør nok tage et par skridt tilbage.” Men det var tydeligt for enhver, at det kun var et spørgsmål om tid, før tyngdekraften ville trække hende tilbage til jorden – om det så skulle være med et maveplask.

”Vi kan sende stigevognen,” foreslog en praktisk sjæl i forsamlingen, men det blev straks mødt med protester. ”Nej, lad hende bestemme selv! Det handler om selvbestemmelse! Det er jo hele pointen med det nye år,” sagde en anden, der tydeligvis havde stået lidt for meget i lære hos ”Anders Samuelsen”,  tidligere formand for Liberal Alliance.

”Ja, frit valg på alle hylder, som de siger i supermarkedet,” tilføjede en tredje med en stemme, der var en fin blanding af optimisme og sarkasme.

Men tiden gik, og det blev klart, at formandens vinger begyndte at svigte. Hun havde ellers gjort sit bedste for at baske, men alle kunne se, at det ikke var holdbart i længden. Spørgsmålet var bare, hvordan det hele ville ende. Ville hun vælge den elegante vej ned via stigevogn, eller ville hun satse på en dramatisk, men måske spektakulær, maveplasker?

Hun tænkte tilbage på sin tid i lære hos den tidligere formand og sagde med et grin: ”Hvad kan dog gå galt?” Bemærkningen fik forsamlingen til at tage et par skridt baglæns, mens de mindedes, hvordan den tidligere formand en gang ramlede direkte ned i juletræet og tog både guirlander og toppen med i faldet. ”Det var en festlig dekonstruktion af julen,” som én i forsamlingen tørt bemærkede.

Men ned kom hun. Det gør man jo altid. Tyngdekraften er ikke til at spøge med, uanset hvor meget hjemmebrygget punch man har indtaget. Med en lyd, der bedst kunne beskrives som en blanding af et bump og et fløjt, ramte hun jorden. Et øjeblik var der stille, så stille, at man næsten kunne høre guirlanderne hviske: ”Vi sagde det jo.”

Og da hun endelig rejste sig med et triumferende grin, udbrød hun: ”Så er vi klar til det nye år! Hvis dette ikke er et tegn på optimisme og nytænkning, så ved jeg ikke, hvad er!”

Forsamlingen brød ud i et latterbrøl, og nogen begyndte spontant at klappe. ”Hvis vi starter året sådan her, kan det kun gå fremad!” råbte en stemme fra mængden.

Og så begyndte festen for alvor. For hvis der er noget, der samler folk, så er det et godt grin og en nytårsaften, der starter med et brag – eller i dette tilfælde et maveplask. Raketterne skød til himlen, og punchens farve blev kun en anelse mere mystisk, som natten skred frem. Men én ting var sikker: Dette nytår ville ingen glemme foreløbig.