Mørkets skygge over Karlemosen

Af: Franz Malmholt

Mørket har lagt sig over Karlemosen. Ikke den slags mørke, som kommer med natten, men en tung skygge af tavshed og uvished. De gamle, Kedelige betonbygninger står som tavse vidner til en tid, hvor ord var blevet til vind og løfter til tomme ekkoer.

Anna, en kvinde i fyrrerne med skarpe øjne og et sind, der havde set for meget, sad ved sit køkkenbord. Den konstituerede formand havde været her for tre måneder siden. Hendes smil havde været bredt, hendes ord fyldt med håb. „Vi skal fremad! Vi skal skabe gennemsigtighed!“ havde hun sagt. Men nu, tre måneder senere, var der kun stilhed.

„Officielle nyhedskanaler,“ mumlede Anna for sig selv, mens hun rørte i sin kaffe. De ord havde hun hørt, men aldrig set materialisere sig. Hvor var de? Hvor var informationen, de lovede om beslutninger, der ville forme deres liv i Karlemosen?

Hun lod blikket glide over sin beskedne lejlighed. I hjørnet stod hendes gamle radio, der engang havde bragt liv og musik ind i rummene. Nu var den stille, ligesom resten af området. Anna sukkede dybt og rejste sig, da en let banken på døren fik hende til at kigge op. Det var Niels fra næste opgang, en mand i tresserne med en krog i stedet for en hånd. Han trådte ind, hans blik tungt af bekymring.

„Har du hørt om fyrværkerireglerne?“ spurgte han, mens han satte sig på en skammel ved siden af hende. Anna rystede på hovedet. „Nej. Hvad er der nu?“

 „De kom ud med reglerne for fem dage siden. Man må kun affyre fyrværkeri den „31. og den 1. kun 2 dage, hvad tænker de på!“

Hun sukkede og lænede sig tilbage. „Det er jo det samme hver gang. De lover gennemsigtighed, men vi ender altid med at være de sidste, der får noget at vide.“

Niels nikkede og trak en krøllet seddel op af lommen. „Jeg fandt det her i opgangen. En notits om nye regler for parkering. Gælder fra i morgen, men hvem har fået det at vide?“

Anna tog sedlen og læste de knap læselige linjer. Det var endnu en regel, der var trængt igennem systemet uden nogen forklaring eller hensyntagen til beboerne. Hun lagde sedlen på bordet og foldede hænderne foran sig. „Det er, som om de gør det med vilje. Som om de vil holde os i uvidenhed. Men hvorfor?“ spurgte hun. Niels trak på skuldrene. „Måske er det nemmere for dem. Ingen spørgsmål, ingen problemer.“

Udenfor begyndte sneen at falde, men ingen lagde mærke til den. For både Anna og Niels vidste, at sneen ville dække sporene af endnu et uindfriet løfte fra bestyrelsen.

„Hvis de ikke kan klare deres opgave, må vi gøre noget,“ sagde Niels endelig. Hans stemme var lav, men beslutsom.

Anna nikkede. „De har haft deres chance. Nu er det vores tur.“

I de næste par timer lagde de planer. Anna trak et gammelt kort over Karlemosen frem og lagde det på bordet. Med en rød kuglepen markerede hun de steder, hvor de mente, de kunne samle folk og starte diskussioner. Niels noterede navne på beboere, de kunne kontakte, og talte om at arrangere et møde i beboerhuset.

Snefnuggene blev større og større, mens de to begyndte at planlægge. Karlemosen skulle ikke længere være et sted, hvor skyggerne regerede. Det var tid til at lade lyset bryde frem.